Den grønne detektiv

Et gammelkendt grønskolling vender tilbage i nyt udstyr

I mange år har han været en populær figur i børne- og skolebibliotekernes samlinger af letlæsningsbøger. Nu næsten fem år efter seneste udgivelse, vender han tilbage i en ny sproglig opgraderet udgave til selvlæsning for såvel nye som gamle fans fra ti år og opefter. Der er naturligvis tale om ingen ringere end Jack Stump, som under navnet Den grønne detektiv igen står klar til at kaste sig over alverdens bizarre mysterier, og selvfølgelig sammen med sine to håndlangere Dick og Sue.

Titlen på denne første bog henviser ikke kun til Jacks hudkulør, men også til det faktum at trioen - helt i tidens ånd - har slået sig ned som politisk korrekte økologiske detektiver med blyfrit bly i skyderne og bløde værdier. Desværre må de bløde værdier snart vige pladsen for hårdtslående argumenter, rappe replikker og skarp ammunition, når sagerne for alvor begynder at spidse til.

Det har længe været forfatterens ønske at tage de bedste af de oprindelige korte og letlæste historier og 'skrive dem op i alder', opgradere handlingen til mere komplekse historier i et langt mere detaljeret univers, dog uden på nogen måde at tage den velkendte sortskæve humor, det originale sprog og det høje tempo ud af historierne. Første bog er på 115 sider.
 

Omtale

Palles Gavebod
"Endelig er der nyt fra Jack Stump alias Den grønne detektiv og hans tro håndlangere Dick og Sue.

Glæd dig til at opleve trekløveret på nye og bizarre eventyr. Historien er lidt længere end du er vant til - men kan man overhovedet få nok af Jack Stump?!"
 

Bogblogger, Tue Andersen Jacobsen (10 år)

"Det er uhyggeligt at læse bogen og jeg vil anbefale, at du ikke læser den klokken 12 om natten. Men jeg morede mig og grinede og læste bogen på kun to aftener. Så jeg læste langt mere end min dansklærer siger man skal pr. dag og det må være fordi den var værd at læse."

Læs hele anmeldelsen på bogblogger.dk
Forlaget Løse Ænder - Hedebygade 3, 5. - 1754 København V - CVR 32 13 75 04 - Tlf.: 30227597 - Seneste opdatering 6. september 2017